Besparelserne på de frie skoler mangedobles Forældrebetalingen vil stige med mellem ti og 15 procent Frie Skoler nr 18 - 14. juni 2010 Af Mikkel Hvid * mhv@frieskoler.com Regeringens besparelser rammer de frie grundskoler væsentlig hårdere, end de første beregninger viste. Faktisk spares der fire gange så meget, som det fremgår af spareplanens tabeller. Det viser beregninger, som Frie Skoler og Danmarks Privatskoleforening har lavet. Formanden for Danmarks Privatskoleforening, Kurt Ernst, er både vred og chokeret over de nye tal. »Da jeg første gang læste om besparelserne, var jeg chokeret. Nu er jeg vred«, siger han. Sparer en kvart mia. Af teksten i regeringens spareplan fremgår det, at tilskuddet til de frie skoler reduceres med et procentpoint hvert år frem til 2014. I 2014 vil tilskuddet således ligge 223 mio. kr. lavere end i dag. De besparelser, som fremgår af tabellerne i regeringens plan, er imidlertid væsentligt lavere. I dem er besparelsen på 60 mio. kr. Men Jesper Nielsen, der er kontorchef i Undervisningsministeriets økonomistyringskontor, understreger, at det er teksten og ikke tabellen, som gælder: »Det overordnede mål er, som det fremgår af teksten, at tilskuddet reduceres fra 75 procent til 71 procent over de næste fire år. Forskellen mellem den samlede reduktion i tilskud til de frie grundskoler og det tal, der fremgår af tabellen, skyldes, at de generelle effektiviseringer på statens område ikke er medtaget i tabellen«, siger han. Det frie valg bliver dyrt Hvis skolerne henter alle besparelserne ved at hæve forældrebetalingen, vil det komme til at koste 10 procent ekstra af sende et barn i en privat skole, og et sådant prishop kan påvirke skolernes sociale profil, advarer formanden for Frie Skolers Lærerforening, Arne Pedersen: »En sådan stigning kan godt få socialt svage familier til at vælge den frie skole fra, og pludselig står vi så i en situation, som ingen ønsker, nemlig hvor høj betaling skaber social slagside på de frie skoler«. Lærerformanden peger samtidig på, at det sociale problem forstærkes i udkantsområderne. Regeringens spareplan fjerner nemlig befordringstilskuddet. I tyndt befolkede områder, hvor familierne må køre langt for at finde en skole, som passer til deres værdier, vil den ekstra transportudgift kunne mærkes. »Tidligere var det et princip, at geografien ikke måtte forhindre familier i at vælge værdibaserede skoler. Det princip står nu for fald«, siger Arne Pedersen. Boks: De frie skoler og pengene * De frie skoler modtager 4,2 mia. kr. i generelt tilskud * Tilskuddet til de frie skoler svarer i dag til 75 procent af den gennemsnitlige udgift til en elev i folkeskolen. Det offentlige sparer principielt 25 procent på hver elev i de private skoler * Ifølge regeringens spareplan reduceres procentsatsen fra 75 til 71 procent. Det giver en besparelse på 223 mio. kr. i 2014. * I øjeblikket går der cirka 92.000 elever i de private skoler. Det svarer til godt 13 procent af det samlede antal elever
|
|