»Kornmod Radikaliseringsskole« 9. marts 2010 På Kornmod Realskole undrer man sig over at være udvalgt til særligt tilsyn Kornmod Realskole i Silkeborg er i selskab med fire andre frie grundskoler blevet udvalgt til særligt tilsyn af Skolestyrelsen. Tilsynet er et led i regeringens indsats mod ekstremisme og radikalisering og skal undersøge, om skolerne forbereder eleverne til at leve i et frit demokratisk samfund. På Kornmod Realskole undrer skoleleder Kirsten Vase sig over udvælgelsen. »Vi er lidt pikerede. Skolestyrelsen er selvfølgelig velkommen, men jeg må sige, at vi ikke forstår, hvorfor styrelsen er faldet over netop vores skole«. Skolerne kan blandt andet udvælges til det ekstra tilsyn, hvis de ikke har klart beskrevet mål for at forberede eleverne på at leve i et land med frihed og folkestyre. Det er på grund af det kriterium, Kornmod Realskole er valgt. I skolens vedtægter og på dens hjemmeside kan man læse, at skolen skal »... forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre« og styrke elevernes »... ansvarsbevidsthed og sociale indsigt«. Det skal realiseres ved blandt andet at lære eleverne »... at tage medansvar for egen udvikling og læring«, og at »... tage hensyn til og respektere andre«. Men det er ikke nok. Chefkonsulent i Skolestyrelsen, Anders Andersen, forklarer: »Det skal stå helt eksplicit, at skolen vil forberede eleverne til leve i et samfund med frihed og folkestyre, og det skal være beskrevet særskilt hvordan skolen vil gøre det. Men det er vigtigt at understrege, at fordi en skole er udvalgt til tilsynet, ligger der ikke en antagelse om, at skolen gør noget forkert. Hvis vi efter vores første tilsynsbesøg kan se, at alt er i orden, vil vi standse tilsynet igen meget hurtigt«, siger Anders Andersen. De fire øvrige skoler, styrelsen retter sit lys mod, er Sct. Albani Skole i Odense, Iqra Privatskole - København N, Nord-Vest Privatskole København NV og Bregninge Bjergsted Friskole - Jyderup. UAN
|
|